På en kølig forårsaften var Anders og jeg en tur ude at gå omkring Madum Sø i Rold Skov. Jeg havde kameraet med i tilfælde af, at vi skulle falde over et spændende motiv, men jeg regnede egentligt ikke med at skulle fotografere på turen. Efter at have gået et stykke tid så vi en klynge blomster af arten Stor Fladstjerne, der var ret fotogene, og jeg besluttede mig for at tage et enkelt billede eller to af disse. Da jeg bukkede mig ned, opdagede jeg, at der sad en sommerfugl, den var gået til ro for natten, på en af blomsterne. Da jeg altid har været utroligt fascineret af sommerfugle, var det oplagt, at jeg fotograferede denne i stedet for blomsten. Da det var en kølig aften var sommerfuglen meget medgørlig, så jeg skulle ikke bekymre mig så meget om at komme til at skræmme den væk ved et uheld, og jeg begyndte at arbejde med, hvilken vinkel den skulle fotograferes fra. Jeg placerede mig i alle tænkelige og utænkelige positioner for at få kameraet placeret rigtigt i forhold til den grønårede kålsommerfugl, og efter nogle forsøg fik jeg taget et billede, jeg var nogenlunde tilfreds med – det er det billede hvor man ser sommerfuglen sidde i blomsterklyngen. Jeg fortsatte med at finde nye vinkler at fotografere fra og hørte Anders, om han havde nogle ideer til et spændende billede. Han foreslog, at jeg skulle prøve at fotografere over imod nogle grantræer, der pga. skygge var meget mørke. Jeg forsøgte dette og gik lidt tættere på sommerfuglen for at gøre billedet mere enkelt. Resultatet af dette ses på det andet billede i denne artikel, hvor sommerfugl og blomst nærmest er omvendt symmetriske på en sort baggrund. Den sorte baggrund er ikke manipuleret, men skyldes at kameraet ikke kan “se” lige så mange skyggedetaljer som vores øjne. Da sommerfuglen og blomsten stod langs en skovvej, hvor der var meget mere lys end i grantræernes skygge indfanger kameraet ikke så mange farver i baggrunden, og denne bliver derfor meget mørk eller næsten helt sort. Efter næsten en time i selskab med denne sommerfugl, var det ved at blive så mørkt, at det ikke var til at fotografere længere, så jeg pakkede kameraet sammen og sommerfuglen fik fred til at overnatte i blomsterne.

Gitte

I foråret 2014 var Anders og jeg lige flyttet til Sjælland, og vi kendte ikke så mange naturområder i lokalområdet. Derfor besluttede vi os for at tage en tur i Tokkekøb Hegn for at udforske dette område. Det var en meget spændende tur, hvor Anders nærmest gik i selvsving, da han fandt nogle ramponerede træstubbe med træspåner spredt over hele jorden – det var friske spor fra en sortspætte, der havde været i gang med at søge føde. Jeg må dog indrømme, at jeg tænkte, at han var ved at gå fra forstanden, da han begyndte at juble over ødelagte træstubbe. Lidt længere henne ad vejen fandt vi et væltet træ, og på roden af dette voksede der de flotteste krat-violer. Jeg havde ikke taget kamera med, men da Anders havde fotograferet lidt spurgte jeg, om jeg måtte låne hans kamera, hvilket jeg fik lov til. Jeg gik ned i knæ for at komme i “øjenhøjde” med blomsterne, og herefter prøvede jeg at finde en god vinkel at fotografere dem fra. Det var ikke helt let at holde balancen i denne stilling, og jeg var ved at gå på bagen ind til flere gange, men til sidst lykkedes det at få dette billede af violerne. Selv er jeg ret fascineret af violens flotte mønstre og farve, og jeg synes selv billedet blev ret vellykket med skovsyrens hvide blomster i baggrunden, der får billedet til at emme af forårets komme.

Gitte

I foråret dækkes skovbunden af et flot hvidt anemonetæppe, men dette forgår hurtigt, når bøgen springer ud og skygger i skovbunden. Når anemonerne er forsvundet, bliver der dog plads til en anden af skovens flotte hvide blomster i skovbunden – stor fladstjerne. I foråret 2014 havde jeg netop fået mit første helt eget spejlreflekskamera. Tidligere havde jeg fotograferet med Anders’ “aflagte” kamera, men det var noget andet endeligt at få sit helt eget, og derfor skulle nyerhvervelsen fejres med en tur i skoven. Turen gik til Gribskov, hvor jeg ivrigt ledte efter motiver, og efter nogen tid faldt jeg over en stor fladstjerne, der stod i skovbunden og blev oplyst af en spinkel solstråle. Jeg knipsede løs og prøvede hurtigt at få fotograferet blomsten fra flere forskellige vinkler, inden solstrålen forsvandt, og af de billeder, jeg tog, var dette min klare favorit. Især var jeg fascineret af blomstens bugtede forløb gennem billedfladen, hvor kun selve kronen er i fokus, mens man stadigvæk fornemmer resten af planten. Ser man godt efter, opdager man, at der ligger pollen drysset jævnt ud over kronbladene og denne slags små detaljer, som man som regel ikke opdager ved første øjekast på billedet, kan jeg rigtigt godt lide.

Gitte

Fra juni til august kan man se almindelig fingerbøl blomstre spredt langs skovveje og i lysninger. På en tur i nærheden af Urskoven i Rold Skov stod denne flotte blomst enligt langs vejen. Bag den var en stor og mørk granbevoksning og kontrasten mellem den mørke skygge og den farvestrålende blomst fangede mit blik, da jeg gik på vejen. Anders var med på turen og havde fundet en sortspætte, der tog al hans opmærksomhed, så jeg tiltuskede mig diskret hans kamera, og kameraet blev sat på stativ, så jeg kunne få skarpe billeder i den relativt svage belysning. Da sortspætten var fløjet, og Anders kom tilbage kunne han “sagtens se”, at kameraet nu var mit – i hvert fald for en stund – så jeg fik ro til at arbejde med billedets komposition. Bortset fra nogle tilfældige snapshots var fotografering af blomster på dette tidspunkt helt nyt for mig, og dette billede af almindelig fingerbøl var et af de første “seriøse” billeder, jeg tog af en blomst. Jeg blev hurtigt overrasket over, hvor svært det egentlig var at få en blomst til at tage sig flot ud på et billede, så der blev brugt lang tid på at finde den rigtige vinkel og få lyset til at se helt rigtigt ud. Den meget mørke baggrund i dette billede skyldes granskovens dybe skygge. Blomsten står i vejkanten, og der er derfor noget mere lys på blomsten end på baggrunden, og da kameraet ikke kan registrere lige så store forskelle i belysningen, som vi kan med øjnene, bliver baggrunden meget mørk, når motivet er korrekt belyst. Baggrundens mørke toner er altså skabt i optagelsesøjeblikket, og den er ikke malet sort i Photoshop efterfølgende.

Gitte

Jeg har, siden jeg var ganske lille, holdt utroligt meget af at betragte havens fugle på foderbrættet, når de om vinteren kom for at forsyne sig af det udlagte foder. Da jeg begyndte at fotografere, var det derfor også havens fugle, jeg først prøvede kræfter med. De er som regel ikke så sky, men til gengæld vimser de hurtigt rundt og er derfor vanskelige at følge med kameraet. Jeg har, siden jeg begyndte at fotografere, brugt adskillige timer i mit fotoskjul for at fotografere disse fascinerende fugle, men selv om der oftest kommer billeder ud af anstrengelserne, er der dog også dage, hvor fuglene ikke gør, som man ønsker. Dagen, hvor rødhalsen herover blev fotograferet, var en af disse dage. Jeg havde lagt lidt mos ved siden af foderbrættet for at få et dekorativt miljø at fotografere småfuglene i, men der var ingen af fuglene, der satte sig på dette, og i det hele taget var det en lidt stille dag. Efter at have tilbragt et stykke tid i skjulet opdager jeg, at der sidder en rødhals i en busk ganske tæt ved fotoskjulet. Jeg drejer forsigtigt kameraet over mod den og tager et par billeder, hvorefter rødhalsen flyver ned i foderet for derefter at flyve væk igen. Ifølge et gammelt sagn har rødhalsen fået sit røde bryst, da den fløj op til Kristus på korset og fik en dråbe af hans blod på sig.

Anders

Jeg var på en aftentur i Urskoven i Rold Skov. Turen havde ikke budt på så mange motiver, men da de forskellige blomster stod i fuld flor, tænkte jeg, at der måske kunne komme et billede ud af dette. Jeg brugte lidt tid på at lede efter blomster, der stod godt til at blive fotograferet, da jeg opdagede denne forglemmigej, der stod lige foran en bregne. Jeg tænkte, at bregnen kunne give en interessant baggrund til et blomsterbillede, så jeg forsøgte mig med nogle forskellige vinkler og kameraindstillinger for at få en lille smule struktur i baggrunden, uden den blev for dominerende i billedet. Af de billeder, der blev taget af forglemmigejen, var dette min favorit, på grund af det simple motiv og den diffuse baggrund, der er brudt af bregnens nuancer.

Anders

Jeg har altid været utroligt fascineret af spætter – lige fra den livlige store flagspætte, der besøger foderbrættet til den mere sky sortspætte, der som en skygge flyver rundt i trækronerne.

I kraft af min interesse for spætter kom jeg i kontakt med en ringmærker, der har specialiseret sig i sortspætten. Han ville gerne have nogle fotos til at illustrere sine artikler om sortspætter, og derfor aftalte vi, at jeg kunne fotografere ved to reder, hvor forældrefuglene var meget tolerante over for mennesker.

Det var vanskeligt at fotografere ved den ene af rederne, fordi grenene fra de omkringstående træer blokerede udsigten til hullet, men den anden rede stod mere åbent og var derfor betydeligt lettere at arbejde ved.

Det er en udfordring at fotografere sortspætten ved reden af flere årsager, og der var en del problemer, der skulle løses før fotograferingen kunne påbegyndes. Først og fremmest skulle jeg være sikker på, at fuglene ikke led overlast, når der blev fotograferet ved reden, hvorfor jeg besluttede, at kameraet skulle fjernstyres, så der ikke blev så meget virak omkring reden. Rent praktisk foregik dette ved at forbinde kameraet med en computer via et kabel, og fra computeren var det så muligt at styre kameraindstillingerne og samtidigt få vist billedsignalet fra kameraet. Et andet problem ved fotografering af sortspætte ved reden er, at reden er placeret relativt højt i træet – ofte i en højde omkring 10 meter. Jeg ville gerne have billeder, der var taget i øjenhøjde med spætterne, og derfor blev der i baghaven bygget et 5 meter højt stativ, der kunne skilles ad og samles igen ved reden. Hullet i det aktuelle træ var i ca. 8 meters højde, så stativet hjalp betydeligt til med at komme i nogenlunde øjenhøjde med fuglene.

Med de praktiske forberedelser overstået drog Gitte og jeg til Sønderjylland for at påbegynde selve fotograferingen. Sortspætten har en rimeligt fast fodringscyklus, og dette udnyttede vi til at samle stativet ved reden. Først blev et par fodringer observeret, så vi vidste, hvornår ungerne sidst havde fået mad, og herefter blev tiden mellem fodringerne brugt til at samle stativet foran reden. Herefter satte vi på god afstand et fotoskjul op i et krat med udsyn til reden. Derefter brugte vi en god uge på at sidde i skjul adskillige timer hver dag (med en enkelt undtagelse).

I reden var der en enkelt han og tre hunner. Derfor kunne vi altid genkende hannen, når denne stak hovedet ud fra hullet i træet. Han fik i løbet af de lange dage i skjulet kælenavnet “Fister”, og det er ham, der på billedet forsøger at lokke mad fra sin far, mens en af søstrene sidder længere inde i hullet. Tre dage efter dette billede er taget, fløj ungerne fra reden, og fotoprojektet var afsluttet.

Anders

I de kolde vintermåneder kommer gråsælerne i land for at føde deres unger. Indtil de små hvide unger er store nok til at komme med ud i havet, ligger de på stranden sammen med deres mor. Det var dette syn, der mødte mig en kold januardag på den lille tyske ø Düne, der ligger ved siden af Helgoland.

Jeg var et par dage før ankommet til Helgoland sammen med Anders i håbet om at se sæler og især de små plyssede unger, som Anders havde fortalt om, var højt på ønskelisten over motiver, jeg gerne ville fotografere. Efter en god nats søvn havde vi snart været en tur rundt på Düne, men det eneste vi så, var voksne sæler og nogle få store unger, der havde smidt den hvide babypels. Optimismen var efterhånden svundet en del ind, og vi tænkte, at vi nok var kommet for sent til at nå de små plyssede sælunger i denne sæson. Senere mødte vi dog  en biolog, der fortalte, at der lidt længere henne ad stranden var en få dage gammel sælunge, hvilket fik humøret til at stige med flere grader.

Både Anders og jeg har stor respekt for dyr, så vi gik stille og roligt rundt og med god afstand for ikke at skræmme sælerne, der lå og dasede på stranden. Vi ledte et stykke tid og begyndte at spekulere på, om vi mon havde overset den, men vi blev enige om at fortsætte hen ad stranden. Det viste sig at være et fornuftigt valg, for herefter gik vi omkring en klit, og der lå den: en lille bitte hvid sæl et par hundrede meter foran os lige ved siden af sin store velpolstrede mor. Nøj, hvor var den sød. Vi stod længe og betragtede den på rigtig god afstand. Den strakte sig og så ud til at være rigtig magelig, men til sidst mavede den sig om bag moren, og vi vendte vi om og tog tilbage til hotellet og varmen.

Næste dag tog vi af sted igen med målet at finde den lille sæl igen, og vi fandt den hurtigt, da den ikke havde flyttet sig mange meter siden dagen før. Vi begyndte med at observere sælerne i en halv times tid fra en god siddeplads i klitterne. Herefter blev vi enige om, at den bedste måde at komme hen mod sælerne ville være at kravle stille hen mod dem. Vores kravletur begyndte ikke så langt fra vandkanten, men mindst 50 meter fra sælungen og moren. Mens vi mavede os frem, dukkede der pludselig en anden voksen sæl op ude i vandet. Den svømmede hen i mod os, mens vi blev liggende ganske stille. Det var en meget stor sæl, og den kom tættere og tættere på. Til sidst var den under 20 meter fra os, da den pludselig stoppede op og stirrede på os. Anders sagde, at jeg skulle være klar til at rejse mig, hvis den kom tættere på, for selv om sæler er søde, skal man have stor respekt for deres tandsæt. Sælen begyndte igen at svømme hen mod os, og da den var kommet næsten helt ind til kanten under 10 meter fra os, hævede Anders sit hoved op fra stranden, så den kunne se, at vi lå der, og at den nu var kommet tæt nok på. Den standsede op og kiggede lidt forundret på de to menneskesæler, der havde valgt at tilbringe dagen med at ligge på en strand fyldt med isdækkede sten, men til sidst besluttede den sig for, at det nok var bedre at returnere til vandet, og vi kravlede videre. Vi fortsatte med at mave os meget langsomt hen mod de to sæler, der slet ikke tog notits af, at vi var i nærheden. Moren kiggede op en enkelt gang for at se, hvad vi var for nogle, men lagde hovedet ned ligeså hurtigt igen og sov videre. Det var noget af en oplevelse at ligge der på stranden blandt sæler.

Jeg havde kun øje for ungen, og kameraet var konstant rettet mod den, men efter en times tid, syntes jeg stadig ikke, at jeg havde fået det billede, jeg gerne ville have. Så skete der noget. Moren vågnede op og begyndte at nusse sælungen.

Det var bidende koldt, og selvom jeg bogstaveligt talt var lagt på is, var det bare helt fantastisk at se mor og unge lege og kærtegne hinanden. Det var dét øjeblik, jeg ubevidst havde ventet på, og i stedet for blot at fokusere på billeder af ungen, mavede jeg mig i stedet flere meter bagud for at kunne have begge sæler i billedet. Det gav pote, og med kameraets udløser i bund, fik jeg en række helt specielle billeder af kærligheden mellem mor og unge, som det ses på billedet.

Gitte

Norge er et fantastisk flot land med fossende elve, høje fjelde og storslåede landskaber, men det kan være en stor udfordring at gengive denne fantastiske natur på fotos. For et års tid siden var jeg sammen med min far på familiebesøg i Norge, og kameraet var selvfølgelig en trofast følgesvend. Jeg havde på forhånd i tankerne, at jeg gerne ville have billeder af rindende vand og vandfald, men da det var en ret kort visit, vidste jeg også, at der ikke var megen tid at fotografere i. Jeg brugte på forhånd tid på at søge på nettet efter vandfald i nærheden af Oslo, men der var ikke meget at komme efter, så da færgen lagde fra havn, havde jeg egentligt ikke nogen ide om, hvor jeg skulle tage hen for at fotografere.

Efter ankomsten til Norge og en god nats søvn, begiver vi os ud for at lede efter vandfald. Vi kører lidt rundt på må og få, mens vi nyder synet af de flotte omgivelser. Efter et stykke tid støder vi på en brusende elv, men de små ujævnheder, der er i elven, kan næppe betragtes som et rigtigt vandfald. Jeg bruger en del tid på at fotografere vandet og finde interessante motiver, men da vi tager afsted igen, er det ikke rigtigt lykkedes at få et billede på kortet, jeg er helt tilfreds med.

Da vi om aftenen tager hen til familien spørger jeg, om de kender til et Vandfald i nærheden og minsandten om jeg ikke får at vide, at der er en elv med et vandfald, i byen de bor i – blot nogle få hundrede meter fra deres hoveddør. Den næste dag over middag begiver jeg mig ned til elven for at se vandfaldet og lede efter vinkler, der kan give interessante billeder. Det første sted jeg stiller mig er på en gangbro, der krydser elven og giver et godt udsyn til vandfaldet. Middagslyset er ret hårdt og skyggerne på vandfaldet er ikke så pæne, men jeg kan godt lide vinklen, hvorfor jeg noterer mig, at jeg skal komme tilbage til broen senere på dagen for at få et bedre lys. Jeg går videre langs elven for at lede efter motiver, men der er ikke nogen, der springer mig i øjnene, og jeg har heller ikke held til at finde flere spændende vinkler på vandfaldet. Tilbage hos familien går tiden hurtigt, og jeg når ikke ned til vandfaldet om eftermiddagen. Først da mørket begynder at falde på, ser jeg mit snit til at få lidt frisk luft og gå ned til vandfaldet. Jeg har ikke de store forventninger til eventuelle billeder, da jeg regner med, at det er blevet for mørkt til at fotografere. Til min store overraskelse viser det sig dog, at vandfaldet er oplyst om aftenen, og det er derfor stadigvæk muligt at tage billeder. Jeg sætter kameraet op på broen og forsøger mig med forskellige kompositioner. For at give vandet den silkebløde effekt vælger jeg at bruge en lang eksponeringstid. Kameraet klikker, mens jeg nyder synet af det flotte vandfald, og efter en halv times tid, er der kommet et par billeder på kortet, jeg er godt tilfredse med. Jeg pakker udstyret sammen, og en god naturoplevelse rigere trasker jeg tilbage.

Dagen efter bliver brugt på familiesammenkomst, men om aftenen tager jeg sammen med min far og hans bror ud for at lede efter elge. Vi finder en enkelt, men det er meget mørkt, så billederne bliver kun til dokumentation. Næste morgen vender vi snuden hjemad og kan på færgen slappe af og tænke tilbage på en fantastisk tur i godt selskab, med landskaber og natur man kun kan være imponeret over.

Anders