I de kolde vintermåneder kommer gråsælerne i land for at føde deres unger. Indtil de små hvide unger er store nok til at komme med ud i havet, ligger de på stranden sammen med deres mor. Det var dette syn, der mødte mig en kold januardag på den lille tyske ø Düne, der ligger ved siden af Helgoland.

Jeg var et par dage før ankommet til Helgoland sammen med Anders i håbet om at se sæler og især de små plyssede unger, som Anders havde fortalt om, var højt på ønskelisten over motiver, jeg gerne ville fotografere. Efter en god nats søvn havde vi snart været en tur rundt på Düne, men det eneste vi så, var voksne sæler og nogle få store unger, der havde smidt den hvide babypels. Optimismen var efterhånden svundet en del ind, og vi tænkte, at vi nok var kommet for sent til at nå de små plyssede sælunger i denne sæson. Senere mødte vi dog  en biolog, der fortalte, at der lidt længere henne ad stranden var en få dage gammel sælunge, hvilket fik humøret til at stige med flere grader.

Både Anders og jeg har stor respekt for dyr, så vi gik stille og roligt rundt og med god afstand for ikke at skræmme sælerne, der lå og dasede på stranden. Vi ledte et stykke tid og begyndte at spekulere på, om vi mon havde overset den, men vi blev enige om at fortsætte hen ad stranden. Det viste sig at være et fornuftigt valg, for herefter gik vi omkring en klit, og der lå den: en lille bitte hvid sæl et par hundrede meter foran os lige ved siden af sin store velpolstrede mor. Nøj, hvor var den sød. Vi stod længe og betragtede den på rigtig god afstand. Den strakte sig og så ud til at være rigtig magelig, men til sidst mavede den sig om bag moren, og vi vendte vi om og tog tilbage til hotellet og varmen.

Næste dag tog vi af sted igen med målet at finde den lille sæl igen, og vi fandt den hurtigt, da den ikke havde flyttet sig mange meter siden dagen før. Vi begyndte med at observere sælerne i en halv times tid fra en god siddeplads i klitterne. Herefter blev vi enige om, at den bedste måde at komme hen mod sælerne ville være at kravle stille hen mod dem. Vores kravletur begyndte ikke så langt fra vandkanten, men mindst 50 meter fra sælungen og moren. Mens vi mavede os frem, dukkede der pludselig en anden voksen sæl op ude i vandet. Den svømmede hen i mod os, mens vi blev liggende ganske stille. Det var en meget stor sæl, og den kom tættere og tættere på. Til sidst var den under 20 meter fra os, da den pludselig stoppede op og stirrede på os. Anders sagde, at jeg skulle være klar til at rejse mig, hvis den kom tættere på, for selv om sæler er søde, skal man have stor respekt for deres tandsæt. Sælen begyndte igen at svømme hen mod os, og da den var kommet næsten helt ind til kanten under 10 meter fra os, hævede Anders sit hoved op fra stranden, så den kunne se, at vi lå der, og at den nu var kommet tæt nok på. Den standsede op og kiggede lidt forundret på de to menneskesæler, der havde valgt at tilbringe dagen med at ligge på en strand fyldt med isdækkede sten, men til sidst besluttede den sig for, at det nok var bedre at returnere til vandet, og vi kravlede videre. Vi fortsatte med at mave os meget langsomt hen mod de to sæler, der slet ikke tog notits af, at vi var i nærheden. Moren kiggede op en enkelt gang for at se, hvad vi var for nogle, men lagde hovedet ned ligeså hurtigt igen og sov videre. Det var noget af en oplevelse at ligge der på stranden blandt sæler.

Jeg havde kun øje for ungen, og kameraet var konstant rettet mod den, men efter en times tid, syntes jeg stadig ikke, at jeg havde fået det billede, jeg gerne ville have. Så skete der noget. Moren vågnede op og begyndte at nusse sælungen.

Det var bidende koldt, og selvom jeg bogstaveligt talt var lagt på is, var det bare helt fantastisk at se mor og unge lege og kærtegne hinanden. Det var dét øjeblik, jeg ubevidst havde ventet på, og i stedet for blot at fokusere på billeder af ungen, mavede jeg mig i stedet flere meter bagud for at kunne have begge sæler i billedet. Det gav pote, og med kameraets udløser i bund, fik jeg en række helt specielle billeder af kærligheden mellem mor og unge, som det ses på billedet.

Gitte

Norge er et fantastisk flot land med fossende elve, høje fjelde og storslåede landskaber, men det kan være en stor udfordring at gengive denne fantastiske natur på fotos. For et års tid siden var jeg sammen med min far på familiebesøg i Norge, og kameraet var selvfølgelig en trofast følgesvend. Jeg havde på forhånd i tankerne, at jeg gerne ville have billeder af rindende vand og vandfald, men da det var en ret kort visit, vidste jeg også, at der ikke var megen tid at fotografere i. Jeg brugte på forhånd tid på at søge på nettet efter vandfald i nærheden af Oslo, men der var ikke meget at komme efter, så da færgen lagde fra havn, havde jeg egentligt ikke nogen ide om, hvor jeg skulle tage hen for at fotografere.

Efter ankomsten til Norge og en god nats søvn, begiver vi os ud for at lede efter vandfald. Vi kører lidt rundt på må og få, mens vi nyder synet af de flotte omgivelser. Efter et stykke tid støder vi på en brusende elv, men de små ujævnheder, der er i elven, kan næppe betragtes som et rigtigt vandfald. Jeg bruger en del tid på at fotografere vandet og finde interessante motiver, men da vi tager afsted igen, er det ikke rigtigt lykkedes at få et billede på kortet, jeg er helt tilfreds med.

Da vi om aftenen tager hen til familien spørger jeg, om de kender til et Vandfald i nærheden og minsandten om jeg ikke får at vide, at der er en elv med et vandfald, i byen de bor i – blot nogle få hundrede meter fra deres hoveddør. Den næste dag over middag begiver jeg mig ned til elven for at se vandfaldet og lede efter vinkler, der kan give interessante billeder. Det første sted jeg stiller mig er på en gangbro, der krydser elven og giver et godt udsyn til vandfaldet. Middagslyset er ret hårdt og skyggerne på vandfaldet er ikke så pæne, men jeg kan godt lide vinklen, hvorfor jeg noterer mig, at jeg skal komme tilbage til broen senere på dagen for at få et bedre lys. Jeg går videre langs elven for at lede efter motiver, men der er ikke nogen, der springer mig i øjnene, og jeg har heller ikke held til at finde flere spændende vinkler på vandfaldet. Tilbage hos familien går tiden hurtigt, og jeg når ikke ned til vandfaldet om eftermiddagen. Først da mørket begynder at falde på, ser jeg mit snit til at få lidt frisk luft og gå ned til vandfaldet. Jeg har ikke de store forventninger til eventuelle billeder, da jeg regner med, at det er blevet for mørkt til at fotografere. Til min store overraskelse viser det sig dog, at vandfaldet er oplyst om aftenen, og det er derfor stadigvæk muligt at tage billeder. Jeg sætter kameraet op på broen og forsøger mig med forskellige kompositioner. For at give vandet den silkebløde effekt vælger jeg at bruge en lang eksponeringstid. Kameraet klikker, mens jeg nyder synet af det flotte vandfald, og efter en halv times tid, er der kommet et par billeder på kortet, jeg er godt tilfredse med. Jeg pakker udstyret sammen, og en god naturoplevelse rigere trasker jeg tilbage.

Dagen efter bliver brugt på familiesammenkomst, men om aftenen tager jeg sammen med min far og hans bror ud for at lede efter elge. Vi finder en enkelt, men det er meget mørkt, så billederne bliver kun til dokumentation. Næste morgen vender vi snuden hjemad og kan på færgen slappe af og tænke tilbage på en fantastisk tur i godt selskab, med landskaber og natur man kun kan være imponeret over.

Anders

Som nyudsprunget student valgte jeg at bruge et år på at arbejde som folkeskolevikar. Arbejdstiden var meget uforudsigelig, i det jeg ofte først fik at vide, hvilke timer jeg skulle vikariere i, når jeg mødte ind om morgenen. I sagens natur risikerede jeg at have en del ventetid på skolen, mellem de timer jeg skulle vikariere i, og denne tid brugte jeg ofte på at tage på små fototure i nærheden af skolen. Til mit held viste det sig, at der om efteråret ankom en stor flok silkehaler, der slog sig ned for at fouragere på de bær, som fandtes i buskene og træerne på skolens parkeringsplads. Således havde jeg nu rig mulighed for at udnytte ventetiden mellem mine vikartimer til at fotografere denne fantastiske fugl, og det blev mit første egentlige fotoprojekt, hvor jeg fokuserede på en bestemt art. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg brugte på at fotografere silkehalerne, men da jeg også ofte blev på parkeringspladsen efter skoledagen var sluttet, blev det ikke til så lidt. Det blev hurtigt tydeligt, at der var bestemte buske silkehalerne foretrak at sidde i, så jeg stillede mig klar ved disse buske, selv om der ikke var silkehaler at se. Herefter skulle jeg blot vente på, at silkehalerne kom og satte sig tilrette. Eleverne syntes ganske vist, at det var lidt specielt, at jeg altid stod og kiggede på tomme buske og træer på parkeringspladsen, men det lykkedes da heldigvis også af og til at fremvise silkehalerne for dem. Det endte sågar med, at nogle af eleverne kom hen til mig i frikvartererne og tippede mig om, at silkehalerne nu sad på deres pladser ude på parkeringspladsen, så jeg ikke skulle stå i kulden og kigge på tomme træer og buske. Billedet der er vist her, er mit favoritbillede fra dette lille silkehaleprojekt. Billedet fungerer for mig, fordi bærrene og den afdæmpede baggrund indrammer silkehalen, der kækt kigger på beskueren for rigtigt at vise sin punkede frisure.

Anders

Nogle gange er mine fotos et resultat af lang tids planlægning, mens det andre gange er helt tilfældigt, at jeg er stødt på et pænt motiv. Billedet af præstekraveungen, der står blandt stenene på stranden, er en blanding af begge dele, og her er historien om, hvordan billedet kom i hus:

Jeg var ude at gå en tur på stranden sammen med Gitte. Vi gik og hyggesnakkede, mens vi ledte efter søpindsvin. Bedst som vi går med fokus rettet mod stenene på stranden, ser jeg ud af øjenkrogen noget, der bevæger sig, nogle få meter fra mig. En lille præstekraveunge piler af sted over stenene for efterfølgende at stå bomstille, da den mener, den er kommet langt nok væk fra os. Vi ser kort efter den voksne fugl, der skræpper op for at lokke os væk fra ungen, og vi forlader stranden, så de kan få ro. Jeg vil rigtigt gerne have et billede af præstekraveungen og forældrefuglen, så jeg beslutter mig for at prøve lykken senere. Et par dage senere er vejret rigtigt godt, og jeg begiver mig afsted mod stranden. Jeg tager mit camouflagetøj på og lægger mig på fladt ned på maven. Jeg kan ikke få øje på ungerne, men jeg kan se, at forældrefuglen går et stykke væk, så jeg tænker, at de nok er i nærheden af denne. Da jeg har ligget på stranden i et kvarters tid, er forældrefuglen kommet noget nærmere. Den begynder at kalde på ungen og med et rejser den lille unge sig fra stenene blot to meter foran mig. Jeg har ligget og kigget i ungens retning uden overhovedet at opdage den, men det viser blot hvor effektiv dens camouflage er. Pludselig ser jeg, at der også er en anden unge, der rejser sig fra stenene ganske kort fra mig for at løbe hen til forældrefuglen. Heldigvis løber ungerne ikke længere væk, end det stadigvæk er muligt at fotografere dem, så det lykkes at få taget et par billeder. Forældrefuglen kommer hen til ungerne og lægger sig oven på dem, så de bliver helt skjult. Jeg beslutter mig for, at jeg hellere må fortrække fra stedet, da det ikke var min mening at lægge mig klods op af ungerne, og jeg kravler derfor ligeså stille væk. Da jeg er kommet et godt stykke væk, rejser jeg mig op og kigger tilbage på forældrefuglen, der stadig ligger på ungerne. Jeg smiler for mig selv og priser mig lykkelig over at have fået lov til at betragte den flotte fugl og de søde unger på helt tæt hold.

Anders