Den grønårede kålsommerfugl fra Madum Sø

 _MG_8891På en kølig forårsaften var Anders og jeg en tur ude at gå omkring Madum Sø i Rold Skov. Jeg havde kameraet med i tilfælde af, at vi skulle falde over et spændende motiv, men jeg regnede egentligt ikke med at skulle fotografere på turen. Efter at have gået et stykke tid så vi en klynge blomster af arten Stor Fladstjerne, der var ret fotogene, og jeg besluttede mig for at tage et enkelt billede eller to af disse. Da jeg bukkede mig ned, opdagede jeg, at der sad en sommerfugl, den var gået til ro for natten, på en af blomsterne. Da jeg altid har været utroligt fascineret af sommerfugle, var det oplagt, at jeg fotograferede denne i stedet for blomsten. Da det var en kølig aften var sommerfuglen meget medgørlig, så jeg skulle ikke bekymre mig så meget om at komme til at skræmme den væk ved et uheld, og jeg begyndte at arbejde med, hvilken vinkel den skulle fotograferes fra. Jeg placerede mig i alle tænkelige og utænkelige positioner for at få kameraet placeret rigtigt i forhold til den grønårede kålsommerfugl, og efter nogle forsøg fik jeg taget et billede, jeg var nogenlunde tilfreds med – det er det billede hvor man ser sommerfuglen sidde i blomsterklyngen. Jeg fortsatte med at finde nye vinkler at fotografere fra og hørte Anders, om han havde nogle ideer til et spændende billede. Han foreslog, at jeg skulle prøve at fotografere over imod nogle grantræer, der pga. skygge var meget mørke. Jeg forsøgte dette og gik lidt tættere på sommerfuglen for at gøre billedet mere enkelt. Resultatet af dette ses på det andet billede i denne artikel, hvor _MG_8904sommerfugl og blomst nærmest er omvendt symmetriske på en sort baggrund. Den sorte baggrund er ikke manipuleret, men skyldes at kameraet ikke kan “se” lige så mange skyggedetaljer som vores øjne. Da sommerfuglen og blomsten stod langs en skovvej, hvor der var meget mere lys end i grantræernes skygge indfanger kameraet ikke så mange farver i baggrunden, og denne bliver derfor meget mørk eller næsten helt sort. Efter næsten en time i selskab med denne sommerfugl, var det ved at blive så mørkt, at det ikke var til at fotografere længere, så jeg pakkede kameraet sammen og sommerfuglen fik fred til at overnatte i blomsterne.

Gitte

Historien bag billedet – Krat-viol

_MG_1748I foråret 2014 var Anders og jeg lige flyttet til Sjælland, og vi kendte ikke så mange naturområder i lokalområdet. Derfor besluttede vi os for at tage en tur i Tokkekøb Hegn for at udforske dette område. Det var en meget spændende tur, hvor Anders nærmest gik i selvsving, da han fandt nogle ramponerede træstubbe med træspåner spredt over hele jorden – det var friske spor fra en sortspætte, der havde været i gang med at søge føde. Jeg må dog indrømme, at jeg tænkte, at han var ved at gå fra forstanden, da han begyndte at juble over ødelagte træstubbe. Lidt længere henne ad vejen fandt vi et væltet træ, og på roden af dette voksede der de flotteste krat-violer. Jeg havde ikke taget kamera med, men da Anders havde fotograferet lidt spurgte jeg, om jeg måtte låne hans kamera, hvilket jeg fik lov til. Jeg gik ned i knæ for at komme i “øjenhøjde” med blomsterne, og herefter prøvede jeg at finde en god vinkel at fotografere dem fra. Det var ikke helt let at holde balancen i denne stilling, og jeg var ved at gå på bagen ind til flere gange, men til sidst lykkedes det at få dette billede af violerne. Selv er jeg ret fascineret af violens flotte mønstre og farve, og jeg synes selv billedet blev ret vellykket med skovsyrens hvide blomster i baggrunden, der får billedet til at emme af forårets komme.

Gitte

Den store fladstjerne fra Gribskov

IMG_0113I foråret dækkes skovbunden af et flot hvidt anemonetæppe, men dette forgår hurtigt, når bøgen springer ud og skygger i skovbunden. Når anemonerne er forsvundet, bliver der dog plads til en anden af skovens flotte hvide blomster i skovbunden – stor fladstjerne. I foråret 2014 havde jeg netop fået mit første helt eget spejlreflekskamera. Tidligere havde jeg fotograferet med Anders’ “aflagte” kamera, men det var noget andet endeligt at få sit helt eget, og derfor skulle nyerhvervelsen fejres med en tur i skoven. Turen gik til Gribskov, hvor jeg ivrigt ledte efter motiver, og efter nogen tid faldt jeg over en stor fladstjerne, der stod i skovbunden og blev oplyst af en spinkel solstråle. Jeg knipsede løs og prøvede hurtigt at få fotograferet blomsten fra flere forskellige vinkler, inden solstrålen forsvandt, og af de billeder, jeg tog, var dette min klare favorit. Især var jeg fascineret af blomstens bugtede forløb gennem billedfladen, hvor kun selve kronen er i fokus, mens man stadigvæk fornemmer resten af planten. Ser man godt efter, opdager man, at der ligger pollen drysset jævnt ud over kronbladene og denne slags små detaljer, som man som regel ikke opdager ved første øjekast på billedet, kan jeg rigtigt godt lide.

Gitte

Historien bag billedet – Almindelig Fingerbøl

_MG_4143-3Fra juni til august kan man se almindelig fingerbøl blomstre spredt langs skovveje og i lysninger. På en tur i nærheden af Urskoven i Rold Skov stod denne flotte blomst enligt langs vejen. Bag den var en stor og mørk granbevoksning og kontrasten mellem den mørke skygge og den farvestrålende blomst fangede mit blik, da jeg gik på vejen. Anders var med på turen og havde fundet en sortspætte, der tog al hans opmærksomhed, så jeg tiltuskede mig diskret hans kamera, og kameraet blev sat på stativ, så jeg kunne få skarpe billeder i den relativt svage belysning. Da sortspætten var fløjet, og Anders kom tilbage kunne han “sagtens se”, at kameraet nu var mit – i hvert fald for en stund – så jeg fik ro til at arbejde med billedets komposition. Bortset fra nogle tilfældige snapshots var fotografering af blomster på dette tidspunkt helt nyt for mig, og dette billede af almindelig fingerbøl var et af de første “seriøse” billeder, jeg tog af en blomst. Jeg blev hurtigt overrasket over, hvor svært det egentlig var at få en blomst til at tage sig flot ud på et billede, så der blev brugt lang tid på at finde den rigtige vinkel og få lyset til at se helt rigtigt ud. Den meget mørke baggrund i dette billede skyldes granskovens dybe skygge. Blomsten står i vejkanten, og der er derfor noget mere lys på blomsten end på baggrunden, og da kameraet ikke kan registrere lige så store forskelle i belysningen, som vi kan med øjnene, bliver baggrunden meget mørk, når motivet er korrekt belyst. Baggrundens mørke toner er altså skabt i optagelsesøjeblikket, og den er ikke malet sort i Photoshop efterfølgende.

Gitte

Historien bag billedet – Rødhalsen

_MG_6358

Jeg har, siden jeg var ganske lille, holdt utroligt meget af at betragte havens fugle på foderbrættet, når de om vinteren kom for at forsyne sig af det udlagte foder. Da jeg begyndte at fotografere, var det derfor også havens fugle, jeg først prøvede kræfter med. De er som regel ikke så sky, men til gengæld vimser de hurtigt rundt og er derfor vanskelige at følge med kameraet. Jeg har, siden jeg begyndte at fotografere, brugt adskillige timer i mit fotoskjul for at fotografere disse fascinerende fugle, men selv om der oftest kommer billeder ud af anstrengelserne, er der dog også dage, hvor fuglene ikke gør, som man ønsker. Dagen, hvor rødhalsen herover blev fotograferet, var en af disse dage. Jeg havde lagt lidt mos ved siden af foderbrættet for at få et dekorativt miljø at fotografere småfuglene i, men der var ingen af fuglene, der satte sig på dette, og i det hele taget var det en lidt stille dag. Efter at have tilbragt et stykke tid i skjulet opdager jeg, at der sidder en rødhals i en busk ganske tæt ved fotoskjulet. Jeg drejer forsigtigt kameraet over mod den og tager et par billeder, hvorefter rødhalsen flyver ned i foderet for derefter at flyve væk igen. Ifølge et gammelt sagn har rødhalsen fået sit røde bryst, da den fløj op til Kristus på korset og fik en dråbe af hans blod på sig.

Anders

Forglemmigejen fra Rold Skov

_MG_0813

Jeg var på en aftentur i Urskoven i Rold Skov. Turen havde ikke budt på så mange motiver, men da de forskellige blomster stod i fuld flor, tænkte jeg, at der måske kunne komme et billede ud af dette. Jeg brugte lidt tid på at lede efter blomster, der stod godt til at blive fotograferet, da jeg opdagede denne forglemmigej, der stod lige foran en bregne. Jeg tænkte, at bregnen kunne give en interessant baggrund til et blomsterbillede, så jeg forsøgte mig med nogle forskellige vinkler og kameraindstillinger for at få en lille smule struktur i baggrunden, uden den blev for dominerende i billedet. Af de billeder, der blev taget af forglemmigejen, var dette min favorit, på grund af det simple motiv og den diffuse baggrund, der er brudt af bregnens nuancer.

Anders

Historien bag billedet – Sortspætterne

Fister

Jeg har altid været utroligt fascineret af spætter – lige fra den livlige store flagspætte, der besøger foderbrættet til den mere sky sortspætte, der som en skygge flyver rundt i trækronerne.

I kraft af min interesse for spætter kom jeg i kontakt med en ringmærker, der har specialiseret sig i sortspætten. Han ville gerne have nogle fotos til at illustrere sine artikler om sortspætter, og derfor aftalte vi, at jeg kunne fotografere ved to reder, hvor forældrefuglene var meget tolerante over for mennesker.

Det var vanskeligt at fotografere ved den ene af rederne, fordi grenene fra de omkringstående træer blokerede udsigten til hullet, men den anden rede stod mere åbent og var derfor betydeligt lettere at arbejde ved.

Det er en udfordring at fotografere sortspætten ved reden af flere årsager, og der var en del problemer, der skulle løses før fotograferingen kunne påbegyndes. Først og fremmest skulle jeg være sikker på, at fuglene ikke led overlast, når der blev fotograferet ved reden, hvorfor jeg besluttede, at kameraet skulle fjernstyres, så der ikke blev så meget virak omkring reden. Rent praktisk foregik dette ved at forbinde kameraet med en computer via et kabel, og fra computeren var det så muligt at styre kameraindstillingerne og samtidigt få vist billedsignalet fra kameraet. Et andet problem ved fotografering af sortspætte ved reden er, at reden er placeret relativt højt i træet – ofte i en højde omkring 10 meter. Jeg ville gerne have billeder, der var taget i øjenhøjde med spætterne, og derfor blev der i baghaven bygget et 5 meter højt stativ, der kunne skilles ad og samles igen ved reden. Hullet i det aktuelle træ var i ca. 8 meters højde, så stativet hjalp betydeligt til med at komme i nogenlunde øjenhøjde med fuglene.

Med de praktiske forberedelser overstået drog Gitte og jeg til Sønderjylland for at påbegynde selve fotograferingen. Sortspætten har en rimeligt fast fodringscyklus, og dette udnyttede vi til at samle stativet ved reden. Først blev et par fodringer observeret, så vi vidste, hvornår ungerne sidst havde fået mad, og herefter blev tiden mellem fodringerne brugt til at samle stativet foran reden. Herefter satte vi på god afstand et fotoskjul op i et krat med udsyn til reden. Derefter brugte vi en god uge på at sidde i skjul adskillige timer hver dag (med en enkelt undtagelse).

I reden var der en enkelt han og tre hunner. Derfor kunne vi altid genkende hannen, når denne stak hovedet ud fra hullet i træet. Han fik i løbet af de lange dage i skjulet kælenavnet “Fister”, og det er ham, der på billedet forsøger at lokke mad fra sin far, mens en af søstrene sidder længere inde i hullet. Tre dage efter dette billede er taget, fløj ungerne fra reden, og fotoprojektet var afsluttet.

Anders

Orkidéerne på Møn

Kristihimmelfartsdag stod i orkidéernes tegn med en tur til det bakkede Møn, der huser en stor del af de danske orkidéer. Turen bød på både Stor Gøgeurt og Skov-Gøgelilje, hvoraf førstnævnte kun vokser på Møn og omkring Vejle Fjord. Blandt alle orkideerne fandt vi også et par sommerfugle, der blev foreviget - dværgblåfugl, der er en meget lille og undseelig sommerfugl, og almindelig blåfugl, der er en smule større, men som stadigvæk ikke overskrider en tommelfingernegl i størrelse, når den sidder med sammenfoldede vinger. Her er et par af billederne fra en dejlig dag på Møn.

Solnedgang over Skelmose

Untitled_Panorama2

Den berømte landskabsfotograf Ansel Adams sagde i sin tid : “You don’t take a photograph, you make it.” eller frit oversat – du tager ikke et fotografi, du skaber det. Ved et af de seneste billeder jeg har taget er det i høj grad en læresætning jeg har haft i baghovedet.

For snart et år siden opdagede jeg for første gang et oplagt landskabsmotiv i Rold Skov. Jeg stod ved en lille skovsø inde midt i skoven og var egentligt i gang med at fotografere guldsmede og vandnymfer, da jeg lagde mærke til solnedgangens flotte farver over søen. Den gang skrev jeg en artikel her på bloggen om at lave panoramabilleder http://birdwonders.com/aktuelt-fotoprojekt-panoramabilleder/, og selv om jeg dengang var rimeligt godt tilfreds med resultatet, var det alligevel ikke helt det billede, jeg havde i tankerne. Der manglede nogle skyer på himlen til at skabe dramatik og give mere farve til billedet. Siden den gang har jeg været ved søen adskillige gange i håbet om at fange det billede, jeg har haft i tankerne. Det er blevet til adskillige mislykkedes forsøg, fordi solen skal stå helt perfekt samtidigt med, at der ikke er for mange eller for få skyer på himlen. Da vi flyttede til Sjælland, havde jeg egentligt opgivet at få taget billedet af denne skovsø, men i weekenden skulle vi hjem til Nordjylland, og jeg udnyttede muligheden til at komme en tur i Rold Skov. Jeg havde et spinkelt håb om, at der ville komme en flot solnedgang, og jeg drog derfor som så mange gange før ud til skovsøen. Jeg ventede ved søen en lille times tid før solnedgang, men skyerne blev tættere og tættere, og jeg pakkede derfor sammen for måske at kunne finde et andet motiv i tusmørket. Af uforklarlige årsager vendte jeg alligevel om, da jeg var kommet et stykke væk fra søen, og netop som jeg kom tilbage til søbredden lyste himlen op i den flotteste lyserøde solnedgang, jeg længe har set. Jeg fik travlt med at sætte kameraet på stativet og tage billeder. Hele fotoseancen varede 5-10 minutter før den lyserøde himmel blev erstattet med tusmørket, og jeg for anden gang den aften pakkede kameraet sammen.

Billedet af solnedgangen ses øverst i artiklen. Det er et panoramabillede, hvor jeg samtidigt har taget to billeder med forskellig eksponering af landskabet for at bevare farver og lys i landskabet og himlen. I alt består panoramabilledet af 14 fotos, der efterfølgende er blevet sat sammen i efterbehandlingen. Ud over de mange enkeltstående fotos, der var nødvendige at tage for at skabe dette billede, har det har krævet et lille års ventetid at få billedet på kortet, så man må sige, at det for alvor lever op til mesterens læresætning: “You don’t take a photograph, you make it.”

Anders

Foråret er over os

Bøgen er sprunget ud, og foråret er rigtigt kommet i gang. Det er en herlig tid at være naturfotograf i, for motiverne nærmest vælter over hinanden for at blive fotograferet - sommerfugle, violer, anemoner og listen kan fortsættes i en uendelighed. I dette forår har vi især haft fokus på at udvide vores billedmateriale af planter og sommerfugle, selv om der da også er sneget sig en enkelt fugl eller to med på hukommelseskortet, når kameraet er blevet luftet. Her er vist et par af de billeder, vi er særligt glade for, fra dette forår.