Fugle har altid været mine foretrukne motiver. Især småfuglene er rigtigt sjove at følge, og så er de relativt lette at have med at gøre, da mange af arterne ikke er så sky. Som regel bruger jeg skjul, når jeg fotograferer småfugle. Foran skjulet har jeg lagt lidt foder for at lokke fuglene til. Dette virker godt til mange småfugle samt stor flagspætte og skovskade. Især om vinteren er denne metode effektiv, men den virker hele året.

Billederne, man tager på denne måde, kan dog meget let blive ensformige ,så i øjeblikket eksperimenterer jeg med at fange fuglene i nogle mere spændende miljøer. Det er en sjov udfordring, men det kan også give grå hår i nakken, når fuglene konstant sætter sig alle andre steder end der, hvor jeg har tænkt mig, at de skal sidde. Foderets placering i forhold til stedet fuglen skal sidde, alternative siddepladser, fuglens adfærd og siddepladsens udformning er alle faktorer, der påvirker om fuglen vælger at sætte sig det “rigtige” sted.

Generelt bevæger fuglene sig i nogle bestemte mønstre når de skal hen til lokkefodderet, hvilket man som fotograf kan udnytte til at placere sig rigtigt i forhold til den siddeplads, man ønsker at fotografere fuglen på. Yderligere kan man under fotograferingen udnytte at fuglene har vidt forskellig adfærd. Fugle som kernebider, grønirisk og dompap er alle glad for at blive siddende ved foderet i lang tid ad gangen, mens mejserne som regel hurtigt snupper et frø for derefter at flyve igen. Mejserne er som regel også lavere i fuglenes hakkeorden, og man kan bruge denne hakkeorden til at forudsige, hvornår hvilke fugle ankommer. Det sker tit at fuglene bliver skræmt væk fra foderet. Nogle gange er det pga. spurvehøgen, men som regel flyver de uden nogen åbenlys grund. Hvis fuglene er fløjet uden grund vil sortmejse og topmejse være hurtigst tilbage ved foderet. De er tilsyneladende nederst i hakkeordenen og udnytter, at der ikke er andre fugle ved foderet, der kan jage dem væk. De kommer som regel inden for 15-30 sekunder efter de andre fugle er fløjet væk. Ved at kende sortmejsens og topmejsens normale ruter hen til foderet, bliver det derfor muligt at rette kameraet hen på de siddepladser, disse arter plejer at benytte på vej hen til foderet. Metoden er ikke fejlfri, men ganske ofte er det muligt at have komponeret billedet næsten inden fuglen er ankommet. Dette hjælper meget ved fotografering af mejserne, da de sjældent sidder stille mere end et par sekunder ad gangen. Topmejse og sortmejse efterfølges som regel af blåmejser og musvitter, hvorefter dompap og grønirisk indfinder sig efterfulgt af kernebider.

Som ved al anden naturfotografering skal man dog være tålmodig for selv om man forbereder sig godt og aflæser fuglenes adfærd og bevægelsesmønstre, kan det stadigvæk tage en del tid at få de rigtigt gode billeder på kortet.

Anders