Den berømte landskabsfotograf Ansel Adams sagde i sin tid : “You don’t take a photograph, you make it.” eller frit oversat – du tager ikke et fotografi, du skaber det. Ved et af de seneste billeder jeg har taget er det i høj grad en læresætning jeg har haft i baghovedet.
For snart et år siden opdagede jeg for første gang et oplagt landskabsmotiv i Rold Skov. Jeg stod ved en lille skovsø inde midt i skoven og var egentligt i gang med at fotografere guldsmede og vandnymfer, da jeg lagde mærke til solnedgangens flotte farver over søen. Den gang skrev jeg en artikel her på bloggen om at lave panoramabilleder http://birdwonders.com/aktuelt-fotoprojekt-panoramabilleder/, og selv om jeg dengang var rimeligt godt tilfreds med resultatet, var det alligevel ikke helt det billede, jeg havde i tankerne. Der manglede nogle skyer på himlen til at skabe dramatik og give mere farve til billedet. Siden den gang har jeg været ved søen adskillige gange i håbet om at fange det billede, jeg har haft i tankerne. Det er blevet til adskillige mislykkedes forsøg, fordi solen skal stå helt perfekt samtidigt med, at der ikke er for mange eller for få skyer på himlen. Da vi flyttede til Sjælland, havde jeg egentligt opgivet at få taget billedet af denne skovsø, men i weekenden skulle vi hjem til Nordjylland, og jeg udnyttede muligheden til at komme en tur i Rold Skov. Jeg havde et spinkelt håb om, at der ville komme en flot solnedgang, og jeg drog derfor som så mange gange før ud til skovsøen. Jeg ventede ved søen en lille times tid før solnedgang, men skyerne blev tættere og tættere, og jeg pakkede derfor sammen for måske at kunne finde et andet motiv i tusmørket. Af uforklarlige årsager vendte jeg alligevel om, da jeg var kommet et stykke væk fra søen, og netop som jeg kom tilbage til søbredden lyste himlen op i den flotteste lyserøde solnedgang, jeg længe har set. Jeg fik travlt med at sætte kameraet på stativet og tage billeder. Hele fotoseancen varede 5-10 minutter før den lyserøde himmel blev erstattet med tusmørket, og jeg for anden gang den aften pakkede kameraet sammen.
Billedet af solnedgangen ses øverst i artiklen. Det er et panoramabillede, hvor jeg samtidigt har taget to billeder med forskellig eksponering af landskabet for at bevare farver og lys i landskabet og himlen. I alt består panoramabilledet af 14 fotos, der efterfølgende er blevet sat sammen i efterbehandlingen. Ud over de mange enkeltstående fotos, der var nødvendige at tage for at skabe dette billede, har det har krævet et lille års ventetid at få billedet på kortet, så man må sige, at det for alvor lever op til mesterens læresætning: “You don’t take a photograph, you make it.”
Anders