Nogle gange er mine fotos et resultat af lang tids planlægning, mens det andre gange er helt tilfældigt, at jeg er stødt på et pænt motiv. Billedet af præstekraveungen, der står blandt stenene på stranden, er en blanding af begge dele, og her er historien om, hvordan billedet kom i hus:

Jeg var ude at gå en tur på stranden sammen med Gitte. Vi gik og hyggesnakkede, mens vi ledte efter søpindsvin. Bedst som vi går med fokus rettet mod stenene på stranden, ser jeg ud af øjenkrogen noget, der bevæger sig, nogle få meter fra mig. En lille præstekraveunge piler af sted over stenene for efterfølgende at stå bomstille, da den mener, den er kommet langt nok væk fra os. Vi ser kort efter den voksne fugl, der skræpper op for at lokke os væk fra ungen, og vi forlader stranden, så de kan få ro. Jeg vil rigtigt gerne have et billede af præstekraveungen og forældrefuglen, så jeg beslutter mig for at prøve lykken senere. Et par dage senere er vejret rigtigt godt, og jeg begiver mig afsted mod stranden. Jeg tager mit camouflagetøj på og lægger mig på fladt ned på maven. Jeg kan ikke få øje på ungerne, men jeg kan se, at forældrefuglen går et stykke væk, så jeg tænker, at de nok er i nærheden af denne. Da jeg har ligget på stranden i et kvarters tid, er forældrefuglen kommet noget nærmere. Den begynder at kalde på ungen og med et rejser den lille unge sig fra stenene blot to meter foran mig. Jeg har ligget og kigget i ungens retning uden overhovedet at opdage den, men det viser blot hvor effektiv dens camouflage er. Pludselig ser jeg, at der også er en anden unge, der rejser sig fra stenene ganske kort fra mig for at løbe hen til forældrefuglen. Heldigvis løber ungerne ikke længere væk, end det stadigvæk er muligt at fotografere dem, så det lykkes at få taget et par billeder. Forældrefuglen kommer hen til ungerne og lægger sig oven på dem, så de bliver helt skjult. Jeg beslutter mig for, at jeg hellere må fortrække fra stedet, da det ikke var min mening at lægge mig klods op af ungerne, og jeg kravler derfor ligeså stille væk. Da jeg er kommet et godt stykke væk, rejser jeg mig op og kigger tilbage på forældrefuglen, der stadig ligger på ungerne. Jeg smiler for mig selv og priser mig lykkelig over at have fået lov til at betragte den flotte fugl og de søde unger på helt tæt hold.

Anders