Jeg har altid været utroligt fascineret af spætter – lige fra den livlige store flagspætte, der besøger foderbrættet til den mere sky sortspætte, der som en skygge flyver rundt i trækronerne.

I kraft af min interesse for spætter kom jeg i kontakt med en ringmærker, der har specialiseret sig i sortspætten. Han ville gerne have nogle fotos til at illustrere sine artikler om sortspætter, og derfor aftalte vi, at jeg kunne fotografere ved to reder, hvor forældrefuglene var meget tolerante over for mennesker.

Det var vanskeligt at fotografere ved den ene af rederne, fordi grenene fra de omkringstående træer blokerede udsigten til hullet, men den anden rede stod mere åbent og var derfor betydeligt lettere at arbejde ved.

Det er en udfordring at fotografere sortspætten ved reden af flere årsager, og der var en del problemer, der skulle løses før fotograferingen kunne påbegyndes. Først og fremmest skulle jeg være sikker på, at fuglene ikke led overlast, når der blev fotograferet ved reden, hvorfor jeg besluttede, at kameraet skulle fjernstyres, så der ikke blev så meget virak omkring reden. Rent praktisk foregik dette ved at forbinde kameraet med en computer via et kabel, og fra computeren var det så muligt at styre kameraindstillingerne og samtidigt få vist billedsignalet fra kameraet. Et andet problem ved fotografering af sortspætte ved reden er, at reden er placeret relativt højt i træet – ofte i en højde omkring 10 meter. Jeg ville gerne have billeder, der var taget i øjenhøjde med spætterne, og derfor blev der i baghaven bygget et 5 meter højt stativ, der kunne skilles ad og samles igen ved reden. Hullet i det aktuelle træ var i ca. 8 meters højde, så stativet hjalp betydeligt til med at komme i nogenlunde øjenhøjde med fuglene.

Med de praktiske forberedelser overstået drog Gitte og jeg til Sønderjylland for at påbegynde selve fotograferingen. Sortspætten har en rimeligt fast fodringscyklus, og dette udnyttede vi til at samle stativet ved reden. Først blev et par fodringer observeret, så vi vidste, hvornår ungerne sidst havde fået mad, og herefter blev tiden mellem fodringerne brugt til at samle stativet foran reden. Herefter satte vi på god afstand et fotoskjul op i et krat med udsyn til reden. Derefter brugte vi en god uge på at sidde i skjul adskillige timer hver dag (med en enkelt undtagelse).

I reden var der en enkelt han og tre hunner. Derfor kunne vi altid genkende hannen, når denne stak hovedet ud fra hullet i træet. Han fik i løbet af de lange dage i skjulet kælenavnet “Fister”, og det er ham, der på billedet forsøger at lokke mad fra sin far, mens en af søstrene sidder længere inde i hullet. Tre dage efter dette billede er taget, fløj ungerne fra reden, og fotoprojektet var afsluttet.

Anders